Det er ofte med bind for munden og gummihandsker på, at Janus Welling underviser sine elever. Han er lærer på Rigshospitalet, for også syge børn har brug for og krav på undervisning. Og midt i al sygdommen er en lektion med brøker eller engelske bøjninger noget af det eneste normale, som barnet oplever i løbet af dagen.
Da Janus Welling læste til lærer, var han i praktik på Rigshospitalet. Det var hård kost, fortæller han:
”Efter praktikken havde jeg fået nok af syge børn, og jeg troede, at mit første lærerjob ville være i en folkeskole. Men da jeg var tæt på at afslutte min uddannelse, ringede telefonen, og jeg blev spurgt, om jeg ville starte på Riget i et vikariat? Min praktikvejleder på hospitalet var på vej på pension, og hun mente, at jeg var godt skåret for det job. Og det er jo nok rigtigt. I hvert fald har jeg været lærer her i fire år, og jeg er meget glad for det
”Sammen med fire kolleger varetager Janus under-visningen på det store hospital fra 0.-10. klasse-trin i primært dansk, matematik og sprogfag. Hver formiddag mellem klokken 9-11 er der skole for de børn, der er i stand til at forladederes senge, og om eftermiddagen får de senge-liggende elever besøg af en lærer. Børnene er indlagt på Riget gennem længere tid og kommer derfor ikke i deres normale skole.
”Hvis det er et barn, der fx har kræft og skal have transplanteret knoglemarv, er det med mundbind, gummihandsker og engangskittel på. Selv blyanterne er sprittet af, og jeg medbringer ikke skolebøger, men kopier, fordi de er sterile. Faktisk kan nogle af de børn kun kende mig, hvis jeg har noget for munden – de kender mig på øjnene,” siger Janus og fortsætter:
”Børnene glæder sig i høj grad til skoletiden. Det er fordi, det er normalt at gå i skole. Alle børn overseks år gør det, og alle kender til at være skoleelev. Oven i al sygdommen og de mange gode, dygtige folk, der ellers kommer hos barnet, fx læger, sygeplejersker og fysioterapeuter, er det meget velkomment, når læreren kommer. Jeg er opmærksom på, at det ikke handler om sygdom, når jeg er sammen med barnet, men om tal, bogstaver og om at lære noget. Jeg er barnets lærer. ”Skoletiden er et positivt break for både børn og forældrene, der faktisk ikke må være til stede. ”Der er ingen, der har mor eller far med i skole. Det gør også, at forældrene føler sig frie til at tage et bad, gå over på en café eller løbe en tur, mens barnet laver noget positivt,” siger den 45-årige lærer.
”Det er en rigtig skole. Vi følger målene for hvert klassetrin og har endda ført børn til 9. klasses afgangsprøve. Vi mener, at børn skal gå i skole uanset, hvor syge de er – så længe de har lyst og kan klare det. Måske er det bare 15 minutter, indtil barnet bliver træt,” siger han.
Men hvordan magter man at undervise børn, der er så syge og nogle gange uhelbredeligt syge?
”At et barn dør, er det værste, der kan ske, og det er bestemt ikke alle, der kan holde til det. Men jeg lover dig, at når et barn dør på Rigshospitalet, så er der gjort alt for det barn, der overhovedet kunne gøres. Når det sker, så debriefes vi af garvede sygeplejerske-kolleger. Og på vores ugentlige lærermøde har vi et fast punkt, der hedder: Den var svær. For der er meget, der er svært, og det skal vi kunne tale om,” siger Janus.
”Jeg er omgivet af kolleger, der er eksperter inden for deres felt. Jeg er meget opmærksom på, at min opgave ikke er at behandle eller lindre barnet. Og på Rigshospitalet er der en enormrespekt for faglighed, og folk er vanvittigt dygtige til det, de er uddannede i og ansat til. I dag harlærere i folkeskolen mange andre opgaver end undervisning. Man skal også være psykolog, pædagog, familierådgiver og socialrådgiver. Her er jeg kun lærer, for der er folk, der tager sig af alt det andet om barnet. Her er der i højgrad respekt om min lærerfaglighed,” siger han. Én anden ting, der er anderledes er, at man som ’hospitalslærer’ ofte underviser et barn af gangen. ”Det er intenst for barnet, fordi det ikke kan sidde og lave kruseduller bagest i klassen. Men det er det faktisk også for læreren, fordi man ikke får det sus eller den energi, en hel klasse kan give. Man skal selv levere al energien. Jeg har en søn på 12, der holder mig i gang, men den dag jeg ikke længere kan være en spændende, sjov og god lærer for de børn, så stopper jeg,” siger Janus.
Kitt Buch og Metsu Jørgensen dimitterede sidste år fra UCC's tekstilformidleruddannelse. Nu er de sprunget ud som ejere af Roque Artisans.
