En anden måde at tænke på
Mødet mellem individ og fællesskab er centralt i efterskolelivet. Derfor er ligeværdighed, demokratisk ånd og samtale de klare ledetråde i vort daglige liv med hinanden.
Langelands Efterskole er en kreativ efterskole, der tilbyder folkeskolens prøver i 9. og 10. klasse. Med nærvær i de lokale og med bevidsthed om det globale søger vi at udvikle vores skole. Vi udfordrer det hele menneske, således at den enkelte bliver funderet i sin krop, i sit følelsesliv samt i sin evne til at vurdere, beslutte og tage initiativ.
Kunst, musik og teater Langeland
Langelands Efterskole er en kreativ efterskole, hvilket også kan mærkes i de boglige fag. Ambitionen i alle fag er, at den enkelte udvikler sig fra der, hvor man var, da man kom, og at man bibeholder eller genvinder lysten til at udfordre sig selv og lære nyt. Læring handler ikke om at opbygge en vidensbank, men om til stadighed at kunne opsøge ny og relevant viden, og vi har en stab af ovenud engagerede og kompetente lærere, som hver især formår at få kreativiteten til at blomstre - hvad enten faget er dansk, fysik, matematik eller noget helt andet.
De fleste weekender bestemmer du selv om du vil være her eller hjem. Vi hjælpes ad med de praktiske ting - madlavning, oprydning og rengøring. Fredag eftermiddag bliver det planlagt, hvad der skal ske i weekenden. Der er mange muligheder, men fælles for dem alle er ønsket om at være sammen og lave noget sammen. Sport, marathonfilm, bage kage, samle ind til Dansk Flygtningehjælp, rollespil, gå i musik eller kunstværkstedet, cafebesøg, genbrugsbutikker, ud at bade eller bare snakke og grine.
Læs tidligere elever og forældres argumenter for, hvorfor du skal tage til Langeland!
Fordi man på LE er super gode til at se individet, få den enkelte til at føle sig mødt og rummet på en måde som er naturlig, og som udvikler følelsen af at være "god nok" på alle planer. Man er god til at skabe en tryg og udviklende hverdag, hvor indsigt skabes og eleven tør være nysgerrig på sig selv og egne muligheder.
Eleverne får en følelse af at alt er muligt, at livet er herligt og at det nytter - er sjovt - og vigtigt at tage initiativ og gøre noget.
Forældre 16-17Fordi Langelands Efterskole er det aller aller allerbedste sted i hele denne her store verden. På LE er næsten alt muligt hvis bare man har idéerne og tager initiativet. Det er ligesom en positiv feedback effekt - jo mere sjovt den ene finder på, jo mere sjovt finder den anden på! På LE føler man sig tryg samtidig med man bliver udfordret - både socialt, kreativt, fagligt, mentalt und so weiter. På LE får du det bedste, smukkeste og mest specielle sammenhold og fællesskab med næsten 100 andre helt fantastiske mennesker.
Salliy Kamille LiversageFordi det er verdens bedste efterskole med kærlige og engagerede lærer, der udretter mirakler sammen med deres elever. Fordi et år på Langelands Efterskole vil blive uforglemmeligt for både eleverne og for deres forældre. Fordi LE er fuld af sjov og fantasi, glæden ved at lære og ved at vokse sammen i fællesskab - så bare afsted med jer!!!
Vores oplevelse er, at I er rigtig gode til: At skabe rammer, der indbyder til, og skaber fællesskab eleverne imellem. At skabe et rum, hvor eleverne tør stå frem og bakker op om hinanden. Samtidig at tilvejebringe et højt og ambitiøst niveau indholdsmæssigt, uanset om det handler om skolefagene, verden omkring jer, teater, film, musik eller andre kreative fag.
Forældre 15-16Består af 8-9 elever og en trivselslærer. Som ordet siger er det gruppens opgave at sørge for du/I trives og har det godt.
I mødes i gruppen næsten hver uge og snakker og hygger jer.
I besøger jeres lærer, laver mad , spiller spil, ser film og den slags ting.
Trivselsgrupperne har praktisk ansvar (på dansk: man skal rydde op og gøre rent) i en periode, og de laver også cafeaftner for de øvrige elever.
Udfold dine kreative evner!
Linjefag er Langelands Efterskoles flagskib. Vores elever har lyst til at skabe og udfolde sig, både nybegyndere og prof.
Vi har 5 kreative efterskolelinjer, som hver normaluge har 7 lektioners undervisning. Når du melder dig ind, vælger du dit stamlinjefag, det som du brænder mest for. Dette linjefag starter du med, men det er muligt for dig at skifte i løbet af året. Du kan dog også blive på det samme linjefag, hvis du ønsker at fordybe dig mere.
I uge 41 har vi linjeuge og du skal arbejde koncentreret med dit linjefag hele ugen. Det er en uge der sprudler af aktivitet og kreativitet. Ugen slutter med, at vi inviterer forældre til at se resultaterne af ugens arbejde.
Hver morgen har vi en morgenmøde. Indholdet i morgenmøderne er fortællinger, musik, politik, etik, kultur, kunst og lignende.
En gang om ugen har vi sangtime. Du lærer en masse nye og gamle sange og hører nogen gange historien bag eller om forfatter eller komponist. Her oplever du fællesskabets styrke, når alle synger med.
Vi har fællessang hver dag kl. 12, inden vi spiser. Her synger vi nogle af de nye sange vi har lært eller nogle af de gode gamle kendte.
Der er fællesmøde en gang om ugen. Her drøfter vi emner fra dagligdagen som har betydning for os alle. Fællesmøde er demokratiundervisning i praksis.
Besøg os og find ud af, om Langelands Efterskole er det rette sted for dig.
For at blive optaget på Langelands Efterskole skal du udfylde og fremsende et optagelsesskema. Når vi har modtaget dit optagelsesskema, bekræfter vi modtagelsen og beder dig om at kontakte os for at aftale et besøg på skolen.
Under dit besøg vil du få en rundvisning på skolen af nogle af vores nuværende elever, der vil fortælle om, hvordan det er at gå på Langelands Efterskole. Spørg endelig løs!
Bagefter vil du få en samtale med en af vores lærere. Husk at medbringe en udtalelse fra din nuværende skole.
Besøget og samtalen skal være med til at afklare, om du tror vi er den rigtige skole for dig og om vores tilbud matcher dine behov.
På Langelands Efterskole kan vi nu også prale af, at vi har fået tildelt det nye REFOOD mærke som udmærkelse for at undgå unødig madspild.
Det har vi, fordi vi i vores dagligdag er meget dygtige til bl.a. at genanvende vores madrester, lave passende mængder af mad, samt ved tallerkenstørrelsen at animere til, at eleverne ikke øser mere op, end de kan spise. Derudover sender vi vores madaffald til DAKA, hvor det bliver genanvendt i en Biogas produktion.
Vi er stolte af mærket, som tager sig godt ud sammen med ”Det grønne flag” fra friluftsrådet, som vi fik som anderkendelse af vores samlede tiltag på miljøområdet. Vi tror på, at vores fokus på disse områder, skærper elevernes lyst og evne til selv at gøre en miljømæssig indsats, medens de går på skolen, men ikke mindst i deres liv fremover.
På musiklinjen gennemgår og spiller vi forskellige genrer inden for den rytmiske musik - rock, funk, pop, blues, jazz, latin, osv. Vi lytter til musik, snakker lidt teori, laver hørelære og rytmeøvelser og forsøger at blive lidt klogere.
Ved at vælge filmlinjen lærer du om alt fra ide til premieren. Først arbejder vi med bundne opgaver f.eks: fokus på fortællingen, kommunikation på filmholdet, optageteknik, klippekursus, arbejdsmetode, teknisk udfordring eller lignende.
Tegne- og maleteknik, installationer, farvelære, komposition og formgivning mm. - du bliver dygtig! Vi arbejder både med klassiske discipliner som croquis - og nyere fænomener som Street Art. Du får en god, faglig indsigt.
At være eller ikke at være til stede, nærværende, fokuseret, koncentreret det er det, vi arbejder med og ud fra i teater. Vi kræver ingen forudsætninger på forhånd - ikke andet end lyst og mod til at sætte dig selv i spil og være med i spil.
Når man går fra gaming til game design, bevæger man sig fra at være forbruger til at være skaber. Man frembringer et kreativt udtryk, et udtryk hvor man bør have en plan for hver en streg. Det er netop dét, Spildesign handler om!
I et bredt fagligt spekter lader vi især kunst, musik og teater være vore skabende mødesteder. Her vil vi inspirere til udvikling af den enkelte elevs kvaliteter og evne til at udtrykke sig.
Langelands Efterskole
Nørrebro 190A
5900 Rudkøbing
T: (+45) 62 51 11 83
kontor@langelandsefterskole.dk
W: langelandsefterskole.dk