Hverdagen er travl, men det er sådan, hun foretrækker den. “Jeg har nok den der dream big-attitude”, siger Emina Gunic, der læser Global Business Informatics på IT-Universitetet i København. Se hvordan en helt almindelig fredag ser ud for den 21-årige studerende.
IT er jo fremtiden, og den vil jeg gerne være en del af.
Fortæller, EminaI køkkenet brygger kaffen i takt til stemmerne i radioen, mens Emina gør sig klar til dagens program. Mens hun lægger den sidste makeup, gennemgår hun de vigtigste punkter i hovedet til et oplæg, hun skal holde senere.
Cyklen er blevet stjålet, så i dag går turen med metro ud til universitetet på Amager. Heldigvis er der ikke langt til stationen, og turen tager kun et kvarter. Hun har i forvejen et periodekort fra sit studiejob hos IBM, der ligger i Allerød, så billetten er ikke noget problem.
Dagens undervisning er i faget Business Foundations, der handler om it og forretningsforståelse. Det er et af Eminas yndlingsfag, for hun vil gerne arbejde med forretningsudvikling og it-projektstyring efter studiet, måske som konsulent. På længere sigt er drømmen at starte egen virksomhed. Hun har tidligere prøvet kræfter med iværksætteri, da hun sammen med nogle venner tilbage i gymnasietiden i Ikast fik en idé til en digital version af et id-kort, så man ikke behøver at have sit sygesikringsbevis med i byen. Siden dengang har hun brændt for startup-verdenen og er i dag frivillig mentor for unge iværksættere.
Efter undervisning er der øvelsestime. Sammen med studiegruppen har hun booket sig ind i et af universitetets mødebokse, der hænger frit i luften i den futuristisk udseende bygning. Øvelsen går ud på at beregne, hvornår det bedst kan betale sig at investere i en startup-virksomhed.
Som frivillig studieambassadør tager Emina indimellem ud på gymnasier og fortæller om IT-Universitetets uddannelser. I dag foregår besøget dog ”hjemme” på universitetet, hvor en gymnasieklasse fra Valby er på besøg. Sammen med de øvrige ambassadører viser Emina rundt og fortæller om uddannelserne og studielivet på universitetet.
For Emina er det sociale en stor del af studielivet. Derfor har hun engageret sig i Scrollbar, studenterbaren på universitetet, hvor hun sidder i bestyrelsen og blandt andet er ansvarlig for PR. Her bruger hun gerne sine fredage, enten som gæst eller bag baren. I dag har hun bartjans fra kl. 15 til 18.
I løbet af semesteret skal man lave et projekt i samarbejde med en virksomhed. Emina og hendes gruppe har valgt en lokal burgerrestaurant, der skal have hjælp til at udvikle et it-system til vagtplanlægning, og i dag skal de interviewe en af de ansatte om deres behov. Efter interviewet går turen tilbage til universitetet, hvor resten af aftenen tilbringes med vennerne i Scrollbar.
IT-Universitetet har forskning og uddannelser inden for softwareudvikling, business, data science, digital design og spil. Der er et tæt samarbejde med erhvervslivet og et spændende læringsmiljø, der bygger på en tværfaglig forståelse af it.
Adresse
Rued Langgaards Vej 7, 2300 København
Website
IT-Universitetet
Læs mere
Young-Career.dk
Følg os
IT-Universitetet i København